Jeg er ved at miste kulturbalancen

Jeg er i en periode af mit liv, hvor jeg reelt set ikke aner, hvem jeg er. Min identitet er splittet. Måske har det noget at gøre med, at jeg er splittet mellem to kulturer. Den danske og den arabiske - jeg har et ben i hver lejr. Jeg kan mærke, at jeg snart er ved at miste balancen. Identitetskrisen har fulgt mig gennem hele mit liv, men det er først nu, jeg reelt står over for den.

I den danske kultur bliver der lagt særdeles stor vægt på selvstændighed og autonomi i børneopdragelsen. Det er to nøgleord i opskriften på, hvordan man skal og bør leve sit liv. I den arabiske kultur er de omvendt opskriften på, hvordan man ikke skal og ikke bør leve livet.

I den arabiske kultur afstikkes rammerne af normer og traditioner, der i nogen grad bærer præg af religionen islam. Og her vægtes kollektivisme utrolig højt. Det er et kardinalpunkt, der har smittet af på hele den arabiske kultur.

Lige fra det øjeblik man bliver født, kommer familien først. Før alle egobehov. Umiddelbart betyder forskellen på dansk og arabisk opdragelse ikke ret meget, og den kan ikke rigtig mærkes, før man runder de 18 år. Men i dag kan jeg mærke den, skulle jeg hilse og sige.

Flyvefærdig med flyveforbud

Jeg er 20 år gammel, og jeg er nået til det punkt i livet, der handler om løsrivelse. Der hvor man får den instinktive følelse af, at man er klar til at flyve fra reden. I dag har jeg mere end nogensinde lyst til at flytte hjemmefra og opleve verden, som den ser ud på den anden side. Lyst til at stå på egne ben. Desværre er det ikke en reel mulighed for mig.

Det er der to årsager til. Den primære er, at jeg som kvinde skal have mine forældres - i dette tilfælde umulige - accept af at flytte, fordi jeg endnu ikke er gift. Så længe jeg er ugift, opfatter mine forældre mig som under deres bemyndigelse. Og det er ikke godt nok at argumentere for, at jeg efter mit attende år er fri og myndig.

Det argument mødes almindeligvis med højlydt latter, hvorefter jeg står tilbage i håbløshed med en følelse af at være meget lille, næsten magtesløs.

Den sekundære årsag er den kollektivistiske tankegang. Set med arabiske øjne er det ikke optimalt at efterlade dem, som har taget sig af én hele livet for i stedet at udleve sine personlige, egoistiske mål, som for mit vedkommende handler om at leve selvstændigt.

Det mellemøstlige kvindesyn, resulterer i særlige, om ikke strenge, restriktioner, som man som kvinde er nødt til at bøje sig for. Gør man det ikke, må man være klar til at tage et opgør med hele kulturen - og det er en meget voldsom opgave for en ung kvinde.

Men for mig er problemet, at grundidéen om, at man alene kan gifte sig til mere frihed og selvstændighed, ikke stemmer overens med mine livsværdier. Med de værdier, jeg synes skal danne grundlag for, hvordan jeg lever mit liv.